Hofte/lyskeskader

Hofte

Hofte/lyskeskader

Har du problemer med hoften eller lysken? Smerter omkring hofterne og lysken kan være til stor gene i hverdagen og kan gå ud over mange daglige gøremål. Det er derfor vigtigt at finde roden til smerterne, så du kan få den rette behandling og få foretaget en operation, hvis det er nødvendigt. Du kan læse mere om hofte- og lyskeskader herunder. 

Hofte/lyskeskader

Hofte- og lyskesmerter kan opstå grundet overbelastning, fald eller fordi, man har bygningsfejl og er mere disponeret over for hofteledsproblemer end andre. I nogle tilfælde kan smerter fra hoften stamme fra selve hofteleddet. Smerterne kan både være lokale omkring hoften eller stråle ned til det ene eller begge ben. I visse tilfælde kan det være nødvendigt at operere. F.eks. Kan man hos mange yngre og midaldrende patienter reparere skader og bygningsfejl ved kikkert operationer og patienter med slidgigt kan i svære tilfælde få tilbudt et kunstigt hofteled. 

Læs videre og bliv klogere på hofte/lyskeskader, samt hvordan de kan behandles.

Hvad er hofte/lyskeskader?

Der findes forskellige typer hofte- og lyskeskader, hvor nogle er mere akutte end andre. Smerterne kan være kommet pludseligt eller være opstået over længere tid. Har man smerter i hoften eller lysken, er det altid en god idé at få dem undersøgt. Herunder kan du læse om nogle af de typiske årsager til smerter i hoften og lysken.

Knoglebrud

Dette er den mest akutte type hofteskade. Du kan både brække hoftebenet og lårbensknoglen. Det er primært ældre mennesker, der brækker hoften, men det kan ske for mennesker i alle aldersgrupper, hvis de udsættes for pludselige og kraftfulde skader på benet. Har man den mindste mistanke om et hoftebrud, skal man til akut undersøgelse på skadestuen.

Træthedsbrud eller stressbrud

Denne type hofteskade kommer ofte i forbindelse med en periode, hvor hoften er blevet overbelastet i længere tid. Det kan f.eks. være i forbindelse med sport, og skaden ses ofte hos løbere. Diagnosen stilles ved en CT-, MR- eller ultralydsscanning.

Betændelse i slimsækkene omkring hoften

Hofteskaden skyldes overbelastning og gentagne bevægelser i hoften. Også kaldet bursitis trochanterica er slimsækbetændelse en inflammationstilstand i slimsækken. Betændelsen er placeret mellem knoglefremspringet på ydersiden af lårbenet og det lange senestrøg, der løber langs låret.

Slimsækbetændelse kan give kraftige smerter på ydersiden af lårbenet og forværres ved gang og liggende sideleje.

Skader i selve hofteleddet

Yngre og midaldrende med hofteledssmerter, der er kommet efter et akut traume eller gradvist, er ofte ved at udvikle slid i hoften. Der ses ofte skader på ledbrusken, ledlæben, betændelse og uhensigtsmæssig bygning af hoften. Disse skader og forandringer kan ofte behandles konservativt eller ved en kikkertoperation

Slidgigt i hoften

Her kommer smerterne ofte over tid, da der gradvist kommer “slid” på brusken. Smerterne kan komme akut. Ved slidgigt i hoften kan smerterne udstråle til  både lyske og knæ. Det er oftest ældre mennesker, som rammes af lidelsen, men yngre kan også få diagnosen, hvis de har oplevet skade på hoften eller har bygningsfejl. 90% af danskerne over 65 år har en form for slidgigt i deres hofte.

Overbelastning af inderlårsmusklerne: Smerter helt inde ved skambenet kan skyldes en overbelastning af en eller flere inderlårsmuskler. Musklerne bliver overbelastet ved hurtigt løb, spark og tung styrketræning. Smerterne kan opstå akut eller over tid.

Lyskebrok

Brok i lysken kan både opstå hos unge og ældre. Lidelsen er ofte kendetegnet ved en udposning gennem bagvæggen, som kan give smerter og gener i lysken.

Disse er blot eksempler på årsager til smerter i hofte og lyske, og der findes mange andre årsager. Det er vigtigt, at du får stillet den rigtige diagnose, så den korrekte behandling kan gives.

Hvorfor får man hofte/lyskeskader?

Som nævnt kan der være mange årsager til, at man får hofte- og lyskeskader. De mest almindelige årsager skyldes sport, alderdom, ulykker eller genetik. Hos Adeas ser vi flest tilfælde, som skyldes genetik. Det kan f.eks. være at hofteskålen er meget dyb, at der er ændringer i elasticiteten i kapsel og ledbånd eller at hofteskålen ikke dækker over hele hovedet. De uheldige bygninger af hoften viser sig ofte ved sport som eksempelvis ridning eller gymnastik.

Hvad er symptomerne på hofte/lyskeskader?

Symptomer på hofte- og lyskeskader ses ofte ved smerter under dagligdagsaktiviteterne. Smerter kan komme, når du går, løber, sidder eller hviler dig . Din hoftes bevægelighed vil som regel blive påvirket, så hofteleddet har sværere ved at bøjes, roteres og strækkes.

Hvis du oplever hofte- og lyskesmerter om natten

Der er ofte tale om inflammation eller betændelsestilstand forårsaget af slidgigt , overbelastning eller traume, hvis man har smerter i hoften eller lysken om natten. 

Hvis man oplever hofte- og lyskesmerter under gang og løb

Det forekommer mere hyppigt, at man har smerter i hoften og lysken, når man går eller løber. Årsagerne kan være mange, men det er blandt andet slidgigt, inflammeret eller irriteret hoftebøjer eller hoftedysplasi, som kan forårsage smerterne.

Hvis du oplever hofte- og lyskesmerter ned i benet

Lidelsen kan skyldes irritation eller skade af nerverne, der passerer forbi hoften og lysken. Smerter ned i benet kan også skyldes slidgigt i hoften eller muskulære problemer i lår, lyske eller baglår.

Hvis du oplever hofte- og lyskesmerter i siden

Smerter i siden af hoften og lysken kan skyldes betændelse i slimsækkene, skader i hofteleddet, slidgigt i hoften eller muskulære skader i balde og hofte.

Kan man forebygge hofte/lyskeskader?

Det er svært at forebygge en hofteskade, da man ofte ikke selv er klar over, at den er på vej. Hvis man dyrker meget sport, er man også mere udsat for at få en hofte/lyske skade. Derfor skal man reagere, hvis man får smerter i hofteregionen, der ikke går væk. Man kan i nogle tilfælde forebygge, at man skal have ny hofte ved at operere i hoften. 
Herudover kan man gøre andre ting i sin hverdag for at forebygge hofte- og lyskeskader.

  • Lyt til din krop. Hvis dine ben føles tunge og trætte skal du holde en eller to dages pause fra din træning.
  • Hvis du har et arbejde, hvor du sidder meget stille, er det vigtigt at arbejde med smidighed og bevægelse.
  • Hold bækken fri for restriktioner med udspænding af lår.
  • Rygsmerter, knæsmerter og maveproblemer kan ligeledes bidrage til hofte- og lyskesmerter.

Nogle problemer kan dog være så omfattende, at ortopædkirurgi er den eneste løsning. 

Behandling af hofte/lyskeskader?

Hvordan foregår et behandlingsforløb omkring hofte- og lyskeskader? Først og fremmest skal der stilles en diagnose, som ofte kan findes ved en grundig udspørgen og klinisk undersøgelse, ved at tage røntgen og MR-scanning af hoften. Afhængig af diagnosen skal der muligvis foretages en operation, som bliver efterfulgt af genoptræning. 

Adeas ortopædkirurger er specialister i hofte- og lyskeskader og giver et professionelt og trygt behandlingsforløb lige fra du forundersøges til du udskrives. Udover ortopædkirurger råder vi desuden over reumatologer, radiologer, idrætsspecialister og fysioterapeuter, som alle sikrer, at du får den rigtige diagnose og tilhørende behandling.

Lider du af hofte/lyskeskader?

Som du kan læse, kan der være mange forskellige årsager til, at du har smerter i hoften og lysken. For at få den rette behandling, er det vigtigt at finde roden til problemerne. 
Adeas Hospitaler råder over et stærkt hold af udvalgte speciallæger, som har tiden og fagligheden til at give dig en præcis og hurtig diagnose. Behøver du en operation til dine hofte- og lyskeproblemer, har vi moderne faciliteter og udstyr til at undersøge og behandle dig. 

Du er velkommen til at læse mere om vores ortopædkirurgi eller kontakte os, hvis du har spørgsmål.

Der er lukket for kommentarer.